Om mig

Hvem er jeg?

null

Kvinden bag farverne, det abstrakte og de perfekte-uperfekte kvinder.

Jeg hedder Susanne Gemmer, og jeg har vidst, at jeg ville male, siden jeg var helt ung. Desværre gik jeg i stå lige så hurtigt, som jeg var blevet draget af lysten til at skabe med farver og pensler.

For selv om jeg havde lysten, troede jeg ikke, at jeg var god nok, så  i mere end 10 år skete der ikke noget med min kunst bortset fra, at lysten til at male voksede.

Heldigvis kom jeg på et malekursus i 2000, og det blev starten på det kunstnerliv, jeg lever i dag – og som har været meningen med mit liv helt fra starten, og heldigvis falder alle brikkerne jo tit på plads, og roen indfinder sig i takt med, at tiden går.

Efter jeg har givet kunsten og det kreative plads til at vokse og være i mit liv, er jeg landet på den rette hylde, hvor jeg både finder ro og energi, og meningen med mit liv er at bidrage til andres liv via kunsten. Uanset om ønsket er at nyde kunst hjemme eller på udstillinger eller at lære at male selv.

Kunsten har ændret mit liv og giver mig en inderlig følelse af ro

Når jeg maler, transformerer jeg mine oplevelser og tanker gennem penslen. Jeg elsker den kreative proces, hvor jeg begynder med at vælge farver og former ud fra min fornemmelse. Jeg har altid gang i omkring 10 værker ad gangen, fordi jeg arbejder meget vådt i vådt, og samtidig bliver jeg motiveret af at følge min intuition og være der, hvor min energi fører mig hen.

Tit maler jeg på de samme malerier over flere måneder, hvor jeg er forbundet med værkerne og følger mit kald. Det er svært at forklare, men på et tidspunkt slipper lærredet ligesom sit tag i mig. Her bliver jeg mere bevidst om værket og søger hen imod en form for komposition, så øjet vil kunne finde ro i billedet.

Udover de abstrakte og ekspressionistiske malerier , hvor følelser og farver hersker, er jeg også kendt for mine karakteristiske kvindebilleder, hvor jeg hylder det perfekte i det uperfekte, og at alle mennesker er lige gode, uanset hvordan deres krop ser ud.

Jeg hader fordomme og udskamning, som især kvinder tit er ofre for. Vi skal alle have lov til (og give os selv lov til) at være, som vi er, og vi har sikkert alle en eller anden form for skavank – eller et personligt kendetegn, en unikhed, som jeg hellere vil kalde det. Derfor er alle kvinderne på mine malerier lidt  “skæve”. Måske er de tykke, har store eller små bryster eller bagdel eller lange arme. For alle mennesker er unikke.

Da jeg turde lukke kunsten ind i mit liv, kunne jeg mærke mig selv på en ny måde, for det er jo det, kunsten kan. Derfor tog jeg en uddannelse som psykoterapeut for at lære mig selv bedre at kende. Det var meningen, at jeg kun ville bruge de nye værktøjer til min egen udvikling, men nu har jeg haft klienter lige siden. Fordi det blev sådan. Øveklienterne fra uddannelsen anbefalede mig til nye klienter, der også anbefalede mig videre, og på den måde blev de intuitive samtaler og terapien også en del af mit liv.

Heldigvis spiller terapi og kunst rigtig godt sammen, fordi begge dele handler om følelser: I terapien hjælper jeg mine klienter med at mærke deres følelser og skabe bevidsthed på, hvor de med fordel kan ændre retning, og jeg opbygger min egen energi igen, når jeg maler bagefter.

Privat bor jeg på min mands fødegård uden for Varde sammen med min mand og den yngste af vores tre sønner. Her har jeg også mit eget atelier og galleri.

Jeg elsker livet på landet, roen, naturen og Vesterhavet samtidig med, at jeg gerne tager ind til byen for at mærke “pulsen” og samle indtryk og hygge mig med dem, jeg holder af. Jeg har altid gang i forskellige projekter hos mig selv og mine veninder, og det er jo fantastisk, at jeg kan hjælpe dem med alt lige fra at indrette med gamle ting, vi finder på et loppemarked til at købe nye gardiner og i det hele taget bare tale om alt mellem himmel og jord.

Vil du se mine billeder i galleriet eller atelieret?

null

Så er du meget velkommen i galleriet eller mit atelier, som er på samme adresse udenfor Varde.

Begge steder er indrettet, så de matcher mine malerier. Råt og rustikt, og samtidig hyggeligt og feminint med blomster og levende lys.

 

Adressen er:

Galleri Gemmer
Biltoftvej 1, Næsbjerg
6800 Varde

Galleriet er åbent hver torsdag kl. 15:00 til 18:00, ligesom jeg gerne møder dig både i galleriet og i mit atelier på andre tider efter aftale.

Du kan ringe direkte til mig på  40 17 17 11 eller sende en mail, hvis du vil besøge mig.